Jeg har malet. Jeg har arbejdet med mode. Skabt ting så længe jeg kan huske. Bygger små verdener med mine hænder.
Men det er ler, der stjal mit hjerte.
Det bekymrer sig ikke om perfektion – kun tilstedeværelse. Det revner, det går i stykker, det smelter og transformerer. Det er rodet. Jeg glaserer noget og krydser fingre. Nogle gange er det lort, nogle gange er det guld.
Sådan er det.

Ler er ydmygt, men alligevel krævende. Ærligt. Jeg elsker det.
Mit arbejde lever i det der imellem.

Jeg drages af alt, hvad jeg mærker i maven. Alt, hvad der får mit hjerte til at slå hurtigere.
Længsler, der driver mig til at udforske og udtrykke ting, jeg fornemmer, men ikke kan sætte navn på.
Så skulpturerer jeg.
Mest af alt elsker jeg den kropslige tilstedeværelse, det kræver, der beroliger sindet og lader hænderne se.
Det er en måde at udfolde og kommunikere det, der er der, men endnu ikke kendt, på.