Carina Reshmis praksis bevæger sig mellem skulptur og kunst smykker og undersøger spændingen mellem endelighed og varighed.
Kraniet fungerer som en strukturel form for uundgåelighed — kroppens begrænsning, tidens endepunkt. Fra denne form opstår integrerede støbte krystalformationer, der repræsenterer udvidelse, energi og transformation. De modsætter sig ikke kraniet; de sameksisterer i det.
Værket er materialedrevet. Resin, pigmenter og konstruerede krystalstrukturer skaber objekter, hvor geologi krydser anatomi. Krystallen er ikke påført, men dannet af det samme materiale, der former basen.
Skulpturerne placerer denne eksistentielle spænding i autonome objekter. Kunst smykke-værkerne bringer den i direkte relation til kroppen. I begge bærer materialetilstedeværelsen — overflade, tæthed og struktur — mening.
Praksisen eksisterer mellem relikvie og moderne objekt.
Mellem det, der slutter, og det, der fortsætter.