Hvornår blev en gåtur til en hot girl walk, og en hviledag til bedrotting? Eller hvornår blev en liste over små ting, der gør os glade, til en dopamine menu? På internettet virker det, som om vi er besatte af at sætte navne på ting, mennesker har gjort i årtier. Hverdagshandlinger, der før bare var netop det – hverdag – bliver pludselig til koncepter med evnen til at være trendy den ene dag og yt den næste. Men måske er de her begreber mere end bare endnu en mikrotrend.

Dopamin bliver ofte brugt som et synonym for hurtige belønningskick. Videnskabeligt set er dopamin dog en neurotransmitter, som spiller en central rolle for motivation, belønning, læring og hukommelse. Det frigives, når vi lytter til musik, bevæger os, er sammen med andre mennesker, spiser eller drikker – men også når vi scroller på vores telefon.

Så hvad er en dopamine menu egentlig?

Den er ikke mere kompliceret end en liste over aktiviteter, der får dig til at føle dig godt tilpas, og som hjælper med at bryde den næsten automatiske impuls til at tage telefonen frem og begynde at doomscrolle. Det lyder næsten lidt sørgeligt. At vi er nået til et punkt, hvor hverdagen skal pakkes ind som et internetkoncept, før den føles interessant nok til at konkurrere med vores telefon.

For telefonen konkurrerer om vores opmærksomhed på en måde, som intet andet før har gjort. Venter vi overhovedet længere? Sidder vi i toget eller bussen og lægger mærke til rummet omkring os, mens vi venter på vores stop? Måske handler det her ikke kun om skærmtid, men også om opmærksomhed. Hvad træner vi egentlig vores hjerner til at lægge mærke til?

Netop derfor tror jeg, at nye begreber og små, tilsyneladende ubetydelige koncepter kan gøre det lettere for os at få øje på de detaljer i hverdagen, der gør os glade – at sætte pris på de små ting – og komme lidt tættere på the art of noticing.

"Måske handler det her ikke kun om skærmtid, men også om opmærksomhed. Hvad træner vi egentlig vores hjerner til at lægge mærke til?"

Personligt elsker jeg idéen om en dopaminmenu. Ikke fordi den i virkeligheden er noget nyt, men fordi den retter vores opmærksomhed mod de små øjeblikke. Måske hjælper den os med at være lidt mere til stede ved at minde os om at værdsætte de små ting. Det ville faktisk være ret perfekt, når en af bivirkningerne ved sociale medier er, at alle andres liv kommer til at se meget større og bedre ud end vores eget.

Min egen dopaminmenu er nok ret lang, når jeg først begynder at tænke over den. En iskaffe, der er fyldt lidt for meget op om morgenen. Mine gamle modemagasiner som en del af indretningen. Smykker opbevaret i små krystalskåle, bare fordi det gør mig lidt glad. At skrive dagbog, løbe en tur, male eller købe friske blomster – eller endnu bedre – plukke nogle i vejkanten en sen sommeraften. At være sammen med mennesker, jeg har det godt med. Det er faktisk på de svære dage, at de små ting betyder allermest. Nogle gange er det måske bare min kat, der redder hele dagen.

Jeg tror, at vi nogle gange har brug for at opfinde tilsyneladende ubetydelige begreber for at hjælpe os med at flytte opmærksomheden væk fra telefonen og tilbage til virkeligheden, som jo faktisk er der, livet foregår. For jeg vil vædde med, at det ikke er timerne med telefonen i hånden, vi kommer til at huske, men den lange samtale, løbeturen eller blomsterne i vejkanten.

Så måske er det i virkeligheden ikke hverdagen, der har brug for et nyt navn. Måske er det os, der har brug for et lille skub til at interessere os lidt mere for de små ting. Hvis et begreb som dopamine menu får os til at stoppe op og vælge virkeligheden frem for endnu en omgang scrolling, så har det en langt større funktion end bare at være endnu et trendy internetkoncept.

Lad os helt enkelt fylde vores liv med længere dopaminmenuer!

Af Lovisa Hellqvist